|
Det lykkedes for klubben at arrangere et Hven træf d. 24. august. Vi havde snakket en del gange frem og tilbage om tidspunkter via "Sejlersnak", så størstedelen af flåden kom samlet af sted. Olga med Jens og Lone ville komme, Troels ville tage sin kæreste med, og Rosa’s Helle kunne nå det, hvis vi tog lidt sent af sted om lørdagen. Da det var et åbent arrangement, kunne der jo muligvis komme andre, vi ikke kendte til.
Det gik et lille stykke tid, inden det gik op for mig, at kæresten ikke kunne nå at deltage længere end til Dragør, og Troels havde derfor taget en kammerat ved navn Henrik ombord. Det var oplysningen om at kærestens graviditet, der på en eller anden måde afklarede forholdene. Olga var stukket til søs allerede om formiddagen, så det blev Vikja og Rosa der udgjorde flåden fra Lynetten. Vi benyttede de første par mil til at tage billeder af hinanden.
Vinden var næsten i syd og let. Helle forsøgte at lokke Vikja med på en lidt mere skærende kurs, da vi jo fik bedre fart i båden, men efter et stykke tid faldt de tilbage på en læns og vi gled længere og længere fra hinanden. Vikja sejlede godt nok kun med fok, hvor Rosa have genuaen oppe, men til gengæld har Rosa jo indenbordsmotor (113 kg) og fast propel, så det opvejer nok hinanden. Det var derfor lidt af et forsøg med Rosas skærende kurs. Da vi var knap 4 mil fra Kyrkebacken var Vikja en mil længere fremme, så det kunne egentlig ikke svare sig, men det gav en lidt sjovere sejlads og det er jo også værd at tage med. Der var dog en Oslo-båd, som forsinkede Rosa noget, så jeg vil undlade at drage alt for mange konklusioner ud af dette. Forhold som forskellig vind og strøm spiller jo også ind, plus at det var en hyggesejlads… det var det for Rosa ihverttilfælde. Det er muligt at Troels og Henrik trimmede som gale, men jeg tror det ikke. Vi fortøjede langskibs udenpå Vikja som femte båd, så der var godt fyldt op. Det var interessant at opleve mange forskellige kulturer, når vi mosede frem og tilbage. Indenfor Vikja lå en familie med to børn i en 806. Dem vender jeg tilbage til. Så lå der en udlænding i en rimelig stor skude, som insisterede på at vi skulle gå igennem cockpittet, så det blev lettere for os, så jeg vil skyde på at denne høflighed betød, at de var englændere. Inderst lå en større dansk sag, der, som Troels kvikt bemærkede, var garanteret 100% appelsinfri og blev det mere og mere som aftenen skred frem. Vi fandt Olgas besætning og havde en meget hyggelig, lun og rar aften med gril, øl og snak. I baggrunden var et selskab i gang med at synge sømandsviser og spillede på harmonika. Det lød forfærdeligt. Men alt i alt var det helt hyggeligt og romantisk. Og det er noget særligt ved at kysse sin hustru i mørket på Hven. Kan stærkt anbefales :-)
|
De fleste af os tørnede ind ved 11 tiden og sov rigtigt godt. Søndag morgen fik vi hentet noget morgenbrød, mens Olga forhalede fra den ene plads efter den anden og til sidst endte over hos os andre. Vikja havde jo en længere tur hjem, så de ville af sted rimelig tidligt, så vi på Rosa forsøgte at starte motoren med æter som vi plejer. Det lykkedes, men den stoppede så snart den blev sat i gear. Men da vi jo var omgivet af RJ sejlere blev vi nemt trukket over på siden af Olga. Da Olga var på plads hev Troels sin fok op, snurrede Vikja rundt og lænsede for fokken alene ud af havnen. Et stykke ude tog han så storsejlet op og stak sydover. Bortset fra et par SMS'er så og hørte vi så ikke mere til Vikja den weekend.
Helle og jeg gik en tur op til kirken, der knejser på skrænten over Kyrkebacken. Havnen lå for vore fødder og lignede noget fra Legoland, med små legetøjsbåde tøffende rundt. Hvide sejl var drysset udover Sundet med rund hånd, himlen var blå og et stykke ude pløjede Hr. Møllers ny X-73 sig gennem vandet med god fart. Desværre havde jeg ikke kameraet med. Tilbage til havnen og den f…… motor. Vi opgav at få fornuftig liv i den og hejsede storsejlet, men en motorbåd drev lidt planløst rundt i havnebassinet og spærrede vores rute, indtil flere personer råbte efter dem. Så fik vi et skub fra Jens og Lone, fik vind i storsejlet og gik længere ind i bassinet for at bomme, mens vi lige måtte råbe til nogle andre sejlere, der var ved at gå ud for motor. Vinden var let, så det var havnemanøvrene også. I det jeg bommer ryger skødeblokken af løjgangen, men heldigvis havde jeg fat i skødet og kunne holde storsejlet i den lette vind. Helle sad på fordækket og gav melding om evt. andre både for indgående. Da vi passerer den føromtalte 806, føler han trang til at gøre mig opmærksom på, at mine fendere stadig hænger ude, hvortil jeg svarer, at vi ikke kan gøre al ting på én gang. Men helt ærlig, tror han at sejlere, der sejler en bådtype som RJ85 for sejl ud af en havn ikke har tjek på om fenderne er ude eller ej? Men det er jo sjovere at komme med en negativ bemærkning i stedet for en positiv. Vi havde håbet på at kunne sammenligne bådfart med Olga, der jo er en ombygget RJ’er (se register), men nu skulle skødeblokken jo lige fikses. Heldigvis fulgte der mange reservedele med båden, da det var en split, der var røget, men der gik vel en 20-30 minutter før det var i orden og da var Olga ude af syne.
Vinden gik langsomt i syd og aftog, så det blev aften inden vi var hjemme, hvor Olga nåede Lynetten ca. en time før os. Alt i alt var det en pragtfuld tur, men det kunne være sjovt med nogle flere både til næste år. Så derfor vil jeg stærkt anbefale alle der har lyst til at deltage til at komme med i 2003. Vi er ikke nogen indspist gruppe eller vanskelige på nogen måde, og alderspredningen på denne tur var fra ufødt til 50 år, så på gensyn til næste år og tak for en god tur Olga og Vikja. Tore (Klubbens Sekretær) |
Vikja var mellemlandet i Dragør fredag aften efter en lidt sur tur fra Sydhavnen og sejlede så videre til Lynetten om lørdagen, hvor jeg tog i mod på Bro 3, da der var en ledig plads lige ved siden af Rosa. Nu vidste jeg, at Troels ville tage sin kæreste med, og jeg fortrak da ikke en mine, da jeg så de var to fyre ombord.
Vi så en RJ85 sejlnr D505 på vej til Hven, men jeg ved ikke om de så os eller om de håbede på at møde andre RJ’ere i Kyrckebakken, men det var jo for sent.