Skærgårdskrydseren RJ85
Historien om RJ85'eren starter tilbage i midten af 1960'erne hvor Rolf Jacobson, en svensk kraft- og varmeingeniør blev træt af sin skærgårds 22'er. Der var simpelthen for lidt plads ombord.

I første omgang valgte Rolf Jacobson at bygge en katamaran, men det var alligevel ikke helt tilfredsstillende, så han ville tilbage til skærgårdskrydsertypen igen.

Det skulle dog være en båd der tålte søen. Den skulle være mere rummelig end en almindelig skærgårdskrydser og så ville han også have ståhøjde under ruffet.

Båden blev døbt efter Rolf Jacobsons initialer og bådes længde - således fremkom altså navnet RJ85.

Båden er dog, som alle skærgårdskrydsere, primært designet til kystsejlads men kan altså også klare sig i havsejlads.

Designet fulgte den almindelige skærgårdskrydsertype med køl og ror i et - men for at opnå ståhøjden valgte Rolf Jacobson at gøre kølen så bred, at man kunne stå på kølsvinet. Det gav en ståhøjde under ruffet på ca. 180 cm.

I de første både var kølen en blyballast der blev plastret ind i bunden af kølen. Heldigvis valgte man senere, at ændre kølen således at det var en lukket køl med ballasten boltet fast med 3 kraftige bolte udefra i kølens 22mm laminat.

På de tidlige både fandtes tillige en "mågevinge" - en særlig slags bundstok - som dog senere blev fjernet da den fandtes unødvendig.

Kølkonstruktionen er generelt overdimensioneret og med den udvendige blykøl er risikoen for en læk, en skæv køl eller andre skrogskader i forbindelse med selv kraftige grundstødninger absolut minimal.

En af de ting der gjorde Rolfs selvbyggerprojekt til noget særligt var, at han direkte lavede forme til sin båd. De blev bygget i en kammerats kælder omkring 1969. Da det rygtedes at der fandtes forme til selvbyggerbåden blev interessen vakt, og snart var en lille serieproduktion i gang på Bullandö udenfor Stokholm.

Rolf Jacobson overtog dog snart formene, og startede sin egen produktion ved Tollare Bruk på Värmö, som han drev indtil 1974. Udover i Tollare fandtes der også RJ85-forme i Västerås, Norrköping, Göteborg og, naturligvis, i Danmark. Der går endda rygter om, at en form endte i Tyskland, omend der ikke ser ud til at have foregået en større produktion der.

Der var en del kritik af forholdene i Tollare, taget var utæt, ruderne knuste og rotterne sprang omkring mens man sjappede rundt i søer af vand på gulvet. Og selve kvaliteten af skrogene var der også klager over.

Hvad der hjalp RJ85 produktionen i gang var altså at der fandtes forme, og det derfor var nemt at få en serieproduktion af skrog igang samt det sammentræf at båden blev introduceret mens Gør-Det-Selv bølgen var på det højeste.

Den kommende bådejer kunne blot bestille et skrog i en ønsket farve og så selv forestå appteringen og rigning. Største reelle begrænsning lå i den kommende ejers smag og tegnebog.

I Danmark blev de fleste, om ikke alle, af RJ85'erne bygget ved Schants Boats i nærheden af Århus. Som ved de svenske både var det ejeren selv som forestod apteringen af båden.

Et minus, eller en charme, er selvfølgelig, at der endnu, 25 år efter, stadig er masser af både under færdiggørelse og stadig ombygning. Sandsynligvis vil flertallet af disse projekter aldrig blive fuldt færdiggjorte og kvaliteten af snedker-arbejdet i interiøret er vildt svingende, men hvis det ikke er gjort med omhu, så er det i hvert fald gjort med kærlighed.

Det var også muligt at købe et færdigt interiør til båden. Et byggesæt, som ovenikøbet fandtes i flere forskellige udgaver, blev lancereret af et svensk snedkeri, og var så lige til at bygge ind.

I nogle af sættene var pantry placeret ved masteskottet foran i båden, i andre var det placeret ved ruf-nedgangen og tilsvarende kunne toilet og skabe placeres efter ejerens behov for køjeplads.

Typisk er der 2 fulde sovepladser i forskibet og 2 midtskibs. Om køjerne er stikkøjer eller ej bestemmes så naturligt nok af skabs og pantry.

Ståhøjden under ruffet fik man kun på bekostning af pladsen på dørken og stuverummene under. I de fleste både er dørken placeret ca. 40 cm over kølsvinet hvilket giver lidt mere dørkplads og mulighed for nogle kølige stuverum under.

For at få den fulde ståhøjde, kræves det, at dørken lægges ned direkte på kølboltene. Ulempen ved dette er at man så har en dørk der kun er er omkring 30 cm bred.

RJ85'eren har normalt god stuveplads; fra dækket er der fri adgang til et lille stuverum i forskibet, beregnet til anker, ankertov etc, og et stort (ca. ½ m²) i agterdækket hvor benzintank til påhængsmotor, fendere, tovværk etc kan være.

Pladsen under ruffet afhænger naturligvis af det valgte interiør - men ofte er der hylder under vinduerne, stuverum under dørken samt under køjerne - og normalt er der rigelig plads til at stuve sejl og lignende i kistbænkene indefra kahytten.

Afhængigt af om den enkelte båd er udstyret med indenbordsmotor eller ej, er der også god stuveplads i agterdelen af kølen.

RJ85'eren er designet med et motorrum i højde med kølsvinet (se artiklerne om motor i RJ85'eren) men er der "kun" påhængsmotor har man altså et rum i dørkens bredde der normalt går til bunden af kølen, 120 cm under vandlinjen. Temperaturmæssigt et godt sted at opbevare mad- og drikkevarer.

På riggen divergerer RJ85'eren også mere end de fleste andre klasse-både. Rolf Jacobsen designede sin egen fraktions-rig, men da ejeren selv kunne bestemme det meste selv findes der både RJ85'ere med masthead-rig, med bovspryd, med rette sallingshorn og dobbelte vanter, vinklede sallingshorn og enkelt vant etc.

Udover Rolf Jacobsens originale rig kunne man købe mast og rig fra bl.a. Seldén, Benns og Protor - alle med forskellige detajler.

Efter et stykke tid rejste der sig i Sverige en kritik af bådens manøvredygtighed. Med roret monteret på kølens agterkant næsten en tredjedel inde under båden var der specielt ved spilersejlads en stor risiko for skæring og båden blev generelt betragtet som svær at styre.

I 1976 ændrede Rolf Jacobson så ror-designet. Hans nye design bestod i en større rorflade som tillige var gjort højere og han implementerede ændringen på sin egen RJ85'er.

Minuset ved denne løsning var, at man stadig enten måtte have rorstammen stikkende op gennem cockpitbunden eller, med kæder og tandkrans, have ført rorstammen agter om cockpittet.

Indenfor det svenske RJ85 forbund udviklede ror-spørgsmålet sig til en mindre magtkamp og sluttetligt blev designet ændret til en frithængede rorspade agter.

På det gamle rors plads plastrede man en "næse" på for at afrunde kølens agterkant og man kunne også fjerne kæder og tandkrans fra rorstammen der i stedet går ubrudt bag cockpittet op til rorpinden.

Formene blev ændret og de efterfølgende både er så alle bygget med frithængende ror og afrundet agterkant på kølen. Via det svenske forbund kan man få information om hvorledes ombygningen forholdsvis enkelt kan gennemføres og tidligere har man kunnet låne de nødvendige forme.

I bådens design er der en række uhensigtsmæssigheder - på de første både var lugerne (som der er to af på fordækket, en på ruftaget og en dobbelt agter for cockpittet) lavet flush med dækket.

Specielt var der problemer med at den store luge på fordækket lækkede når der stod vand ind over dækket. Enkelte har valgt at blænde lugen helt, mens luge-designet er ændret på andre både så lugerne har en faststøbt karm som selve lugen ligger over.

På nogle både er samlingen mellem dæk og skrog kun popnittet sammen - det giver problemer og en anbefaling har været at man fjerner lønningslisten (på de første både lavet i træ, de senere i aluminum) og plastrer samlingen til med glasfiber før listen remonteres.

På enkelte af de første både er røstjernene ikke støbt ind i skroget men blot plastret fast efter skroget er hærdet så der ikke er opstået en strukturel enhed. I værste tilfælde vil et sådan monteret røstjern kunne rives løs - omend der kun har været rygter om at det er sket i et enkelt tilfælde.

Den mest irriterende svaghed i designet ligger dog i cockpittet. Rolf Jacobson designede et dybt og rummeligt cockpit som gør båden rar og tryg at sidde i - men da båden samtidig er lav så man sidder tæt på vandet er der et problem.

Sidder blot et par personer i cockpittet når båden ligger stille tynges agterenden ned og vandet løber baglæns ind gennem lænsehullerne i cockpittet, så man sidder i 2 til 5 cm vand.

En nem løsning her er naturligvis enten at lukke for lænsehullerne når man er i havn eller sejler i stille vejr eller at ligge en tilstrækkelig høj rist i. Et velfungerende lænsesystem er dog et krav såfremt man vil sejle rigtig havsejlads.

Sidste ulempe ved designet er nok, at såfremt man har en indenbordsmotor fremfor en påhængsmotor, så tilgås motoren fra kahytten. Det betyder, at når man sejler for motor er det meste af motorstøjen i kahytten og de "normale" lugtgener med benzin/disel og udstødning er værst der.

Med påhængsmotor er larmen naturligvis værre i cockpittet, men er motoren svingbar kan båden faktisk vendes på sin køllængde.

Overalt set er båden dog faldet heldigt ud. Den er, selv i dag, at betragte som en velsejlende båd omend den ikke kan gå så højt som de helt moderne både, men i de fleste kapsejladser bliver RJ85eren stadig fint placeret.

Troels S Eriksen
D136 Vikja