Lidt om Søkortsplottere
 

Forsiden

Klubben

Artikler

Fakta

Register

Sejlersnak

Links

Søkortplottere
I forlængelse af Troels' artikel om GPS og Det Levende Søkort, vil jeg beskrive mine erfaringer med søkortplottere.

Jeg har haft en Garmin 230 fastmonteret i cockpittet med ekstern antenne, men den var så fastmonteret, så den blev solgt sammen med båden i januar 2002. Nu har jeg en Genonav 6+ i Rosa, og det er den sidste jeg vil tage udgangspunkt i.

Det første jeg havde var en ”simpel” GPS og jeg havde den samme oplevelse som Troels: nemlig at den berusende fornemmelse det er at appartet fortæller én, at der nu burde ligge en bøje lige i nærheden… og at det så gør der. Men hurtigt fik jeg dog lyst til en plotter, og jeg må nok sige at jeg ikke ville undvære den i dag.

Da Lynettens Bådservice har skrevet en del om plottere på deres hjemmeside, har jeg fået lov til at sakse nedenstående fra deres hjemmeside på www.baadservice.dk.


Lidt om GPS / Søkort-plottere

Hvad er en navigator ?
For sejlere er navigatoren en fællesbetegnelse for et instrument, der fortæller dig din position og som kan oplyse dig om, hvordan du kommer til et givet sted.

De fleste sejlere kender sikkert AP-navigatoren (senere markedsført under navnet Phillips Navigator). Denne dengang helt enestående navigator benyttede det landbaserede Decca-system til sin positionsbestemmelse.

Decca-systemet er nu definitivt nedlagt. I dag er næsten alle navigationssystemer baseret på satellitter i fast bane om jorden, det såkaldte GPS-system.

Grundlæggende foregår det ved, at man måler den tid, et signal er om at komme fra satellitten og ned til navigatoren. Satellitterne er udstyret med et cæsiumbaseret ur med en fantastisk nøjagtighed, der afviger med højst 1 sekund på 1.400.000 år.Inde i navigatoren er et mere almindeligt kvartsur, der dog jævnligt opdateres fra satellitterne.

Navigatoren kender satellitternes bane, der bevæger sig ca. 22.000 km ude i verdensrummet. De har en så stor hastighed, at de når to gange rundt om jorden i løbet af 24 timer. Derefter er det simpel matematik for navigatorens regnemaskine at udregne afstanden fra mindst 3 satellitter for at bestemme din position

Differentialmodtagere (og så fik vi master igen)
Her gik vi lige og troede at vi slap af med masterne, men så er der kommet nogle nye. Det har selvfølgelig sin forklaring.

Signalet fra satellitterne er af militære grunde forvrænget, således at unøjagtigheden normalt vil ligge omkring 50 meter. For nogle er dette ikke nøjagtigt nok, det gælder fx sportsdykkere, der dykker efter vrag, eller sejlere der måske normalt sejler i særlige lavtvandsområder.

Derfor har man etableret et landbaseret differentialsystem, der via særlig modtager korrigerer GPS-signalet i din navigator.

Forklaringen er følgende (sagt meget populært): På land er placeret en GPS-modtager, hvis position kendes meget nøje. Denne modtager det samme signal som din egen navigator.

Forskellen mellem satellitternes angivelse og antennens virkelige position (differensen) meddeles så din navigator via differentialmodtageren, der korrigerer din position med samme faktor. Der anvendes altså ikke en krydspejling som i Decca-systemet.

Dette bringer unøjagtigheden ned på 1-5 meter, og hvad der næsten er vigtigere for sejleren; Visning af kurs og fart over grunden m.m. bliver også meget nøjagtig.

Differentialmodtagere kan i visse navigatorer indbygges (DGPS), eller de kan tilkobles de fleste bedre navigatorer i form af en såkaldt "black-box". Begge systemer kræver en særlig modtageantenne.

Men da USA ophørte med at sende "forvirringssignalerne" og den helt almindelige GPS fik den nøjagtighed på ca. 10-15 meter, som fabrikanten i øvrigt opgiver, så har vi da ikke længere brug for DGPS enheden?
Ja måske ikke længere, gældende for den almindelige tursejler eller lystfiskeren, men for mange andre er der stadig nogle fordele ved at bruge DGPS.

Hvis en satellit ikke længere sender korrekt (og det sker faktisk engang imellem) så varer det helt op til 2 timer før satellitsystemet selv får rettet fejlen, dvs. får frakoblet den syge satellit, så den ikke ødelægger gennemsnittet af GPS navigatorens positionsberegninger.

Derimod tager det blot nogle få sekunder før en differentialmodtager får sine nye korrektioner fra en af de omkringliggende differentialmaster og derfor virker DGPS systemet, som et ekstra overvågningssystem til glæde for den professionelle fisker eller den seriøse kapsejler.

Tilhører Søkortplotteren fremtiden?
Søkortplottere er i stor udvikling og vil i stor udstrækning afløse og/eller supplere den almindelige GPS-modtager.

En vigtig del af kortplotterens funktion er dens øjeblikkelige visning af din position på et (elektronisk) søkort. Du sejler så at sige direkte i søkortet.

Når turen planlægges skal du ikke som normalt først orientere dig i dit søkort og eventuelt i en waypointliste, derefter indsætte disse oplysninger i navigatoren, der udregner de kurser du skal holde, samt løbende tilbageføre positionsoplysninger til søkortet for at sikre en sikker sejlads.

Kortplotteren gør alt dette i én arbejdsgang og med en nøjagtighed, der kun begrænses af navigatoren, hvilket normalt vil være mellem 10 -15 meter.

Mange af de oplysninger du skal kontrollere separat på en almindelig navigator, fx off-track funktionen, ser du umiddelbart på en kortplotter, da både den planlagte sejlrute og din faktiske sejlads vises på kortet. Du er også i stand til at zoome ind og ud på kortet for at få dets mange detaljer og det bedste overblik.

Hvordan opnås kontakt med satellitterne?
En meget vigtig del af navigatoren er naturligvis antennen og ikke mindst dens fysiske størrelse. Dens placering er også vigtig, idet den fx ikke kan modtage gennem bastante konstruktioner eller en menneske-krop.

De første GPS-navigatorer anvendte 6 kanaler, der hver især målte på hver sin satellit og omregnede disse signaler til en position (parallel-systemet).

Andre modtagere brugte kun en enkelt kanal, der til gengæld måtte arbejde utroligt hurtigt for at beregne data fra 5-6 satellitter lige efter hinanden (multiplex-systemet).

I 1998 blev multiplex-systemet af visse mærker udvidet til at modtage signal fra op til 8 satellitter og parallel-systemet blev udvidet til at arbejde med helt op til 12 satellitter og det på en gang.

Dette har især betydning, når modtageforholdene er dårlige. Når navigatoren kan arbejde med mange satellitter, så vil den beholde sin stabilitet, selv om nogle satellitter bliver blokeret eller midlertidigt sat ud af drift.

 

Elektroniske søkort
Når man skal vælge søkortplotter må man nødvendigvis også vælge producent af søkortet.

Der findes hovedsagelig to store producenter af elektroniske søkort, nemlig C-map og Navionics og nu også Transas fra USA, der nu leverer serien Blue chart til Garmins nye plottere.

Sidstnævnte betyder at Garmins hidtidige samarbejde med Navionics ophører og disse kort fremover opdateres efter behov. Garmin's nye samarbejde hilses meget velkommen, da det helt naturligt vil skærpe konkurrencen og dermed forhåbentlig giver billigere priser på de elektroniske søkort.

Spørgsmålet om hvem af disse, man også fremover kan forvente vil være på markedet, er en naturlig tanke og afhænger vel sagtens om hvor mange af de større producenter af søkortplottere, der har og vil vælge enten det ene eller det andet mærke.

Her og nu må valget også være, hvordan ser "kortene" egentlig ud i praksis og vi vil derfor anbefale dig at besøge vores forretning, hvor du selv kan gennemgå kortene i alle detaljer.

Gældende for Navionics og C-map's elektroniske søkort, er de i modsætning til de almindelige papirkort, opbygget i lag. Jo flere lag søkortene har, des flere oplysninger/detaljer kan slås til eller fra, alt efter det du ønsker at bruge kortet til på det givne tidspunkt.

Hvis dette ikke var tilfældet, så ville kortet blive fuldstændigt ulæselige på den relativt lille skærm, når man anvendte et stort kortudsnit.

Jo større forstørrelse du anvender, (når du zoomer ind) jo flere detaljer kan der komme frem. Endvidere er disse søkort også sømløse, dvs. at du i plotteren sejler, som var der kun et enkelt kort, selv om der i virkeligheden kan være op til flere hundrede mindre kort i plotterens hukommelsesdimps.

De elektroniske søkort er endvidere vektorbaserede, hvilket også betyder at kortene fylder mindre på et hukommelsesmedie, der altså er den lille sorte dims der puttes ind i siden af søkortblotteren.

Plottere
At en navigator er udstyret med en plotterfunktion betyder, at den er i stand til grafisk at vise, hvordan du sejler.

Disse funktioner findes fra de helt simple, der kun viser sejladsen som en stiplet linie på en blank skærm og til de meget avancerede, der viser sejladsen på et stiliseret kort med sømærker og egne oplysninger indlagt.

De bedste af dem er endog i stand til at zoome ind og ud i "kortet", som den nye FX312 i XC-versionen fra MLR. Tag dog ikke fejl. Dette er langt fra nogen søkortplotter.

Håndholdte navigatorer?
Ja måske netop! Der findes et utal af små håndholdte navigatorer på markedet og de bedste af dem kan faktisk tilfredsstille selv en krævende sejlers behov for informationer.

At nogle af dem samtidig er meget billige, gør dem umiddelbart ikke mindre interessante, men pas alligevel på, for i praktisk brug skal man kende deres begrænsninger.

For at du ikke skal investere i et fejlkøb, så tænk over det følgende. Man skal fra starten gøre sig klart, at de håndholdte navigatorer i form og funktion er konstrueret til at være håndholdte... ja netop, håndholdte.

Derfor er de også (fascinerende) små, hvilket oftest er en ulempe for de fleste sejlere. Her er der nemlig brug for en pålidelig navigator med store tal, der kan ses fra styrepladsen og ikke ved et uheld falder i vandet.

Navigatoren skal være tændt hele tiden for eksempel at kunne vise den vigtige off-track funktion og de pejling til mærket. Uanset hvor længe batterierne kan holde, så er det ikke nok i en båd og hvornår skiftede jeg sidst batterier?

Antennen skal endvidere holdes i en bestemt stilling (fx vandret) og den må ikke blokeres af massive genstande, som mast eller bom. Den er også følsom overfor afskærmning, såsom massive skrogkonstruktioner og det menneskelige legeme.

Den bedste placering af en fast antenne på sejlbåde vil derfor oftest være oven på agterpulpitten eller oven på hækken, hvis denne er fri.

På motorbåde vil en placering oven på ruf eller styrhustag være velegnet. Man kan dog købe både holder, strøm/datakabel til de fleste håndholdte navigatorer, ligesom en mulighed for tilslutning af ekstern antenne også er en god idé, men så nærmer prisen sig hurtigt en stationær GPS-navigator der har en væsentlig større skærm.

Kan man så slet ikke bruge en håndholdt navigator? Jo, det kan man faktisk. Sejler du i en lille båd eller fx gummibåd, så kan en håndholdt navigator være det helt rigtige. Er du på vandre- eller køretur i ødemarken er der heller ingen tvivl. Endelig kan en håndholdt navigator i reservekassen, være en glimrende del af nødudstyret.

Repeatere
Principielt mener vi, at man bør have de bedste styreinformationer der, hvor man skal bruge dem, nemlig i cockpittet eller styrehuset, samtidig vil vi gøre opmærksom på, at måske er repeateres dage talte.

Søkortplottere overtager nu i langt større udstrækning dette instrument i cockpittet og de findes i mange størrelser. Husk blot på ikke at vælge en for lille skærm.

Vælger du en repeater i cockpittet skal din navigator eller søkortplotter om læ være forsynet med en dataudgang med en NMEA 183 udgang.

Dermed kan du flytte de væsentligste styreinformationer fra navigationspladsen op i cockpittet. Her kan den så vise din position, kurs og fart over grunden, retning og afstand til næste waypoint m.m. og det kan den gøre helt uafhængigt af, hvad selve hovedinstrumentet i øvrigt måtte vise.

GEONAV 6 plus
Den nye GEONAV 6 plus er på kort tid blevet utrolig populær og det er ganske forståeligt.

Her får du et enkelt, men alligevel komplet navigationssystem med både søkortplotter og GPS modtager. Selv antennen er indbygget . Vi vover den påstand, at enhver kan lære at bruge den på kun 10 minutter. Navigatoren er regntæt og velegnet til brug udendørs. Suveræn i åbne både, også gummibåde. Geonav 6 plus kan endvidere via et særligt beslag, monteres i sejlbådens cockpit og med strøm fra et cigartænderstik, lige til at "knipse" af og tage med hjem.


Det var så ordene fra Lynettens Bådservice. GEONAV 6 plus er den plotter jeg har valgt, blot i en sort udgave.

Venlig hilsen
Tore
D394 Rosa

Kommentar:
Oplysningerne vedr. håndholdte GPS'er er ikke helt opdaterede. Adskillige modeller - inkl. min Garmin GPS12 - fungrer fint både i cockpittet, i kahytten og i en bils kabine. Derudover er det ligegyldigt om den lægges ned eller står op.

Vh
Troels
D136 Vikja