Det levende Søkort
 

Forsiden

Klubben

Artikler

Fakta

Register

Sejlersnak

Links

Som en opfølgning på artiklen om GPS og Elektronisk Søkort, er her en kort artikel om Det Levende Søkort, version2.

Det levende Søkort
Sidst i 2002 kom der en ny version af Kort og Matrikelstyrelsens "Det levende Søkort" (DLSK). Jeg besluttede mig for, at jeg ville have den - men blev noget afskrækket af prisen - ca. 800 kr, eller tæt på en fordobling af prisen for version 1.

(U)Heldigvis skete der det, at Kort og Matrikelstyrelsen af VK regeringen blev tvunget til at stoppe med at udgive søkort - både de trykte på papir og elektroniske.

VK mener, at det vil give bedre og billigere produkter såfremt KMS ikke sælger direkte til brugerne, men blot leverer data til private firmaer som så sælger varen videre...

Hvorom alt er, Dansk Sejlunion overtog "Det levende Søkort" og sendte et tilbud til alle registerede brugere, man kunne få version 2 for knap 400 kr ved at indsende sin Version 1 CD. Tilbudet gælder i øvrigt december 2003 ud.


Det Levende Søkort (version 1)

Som sagt så gjort - jeg sendte min DLSK1 ind til Dansk Sejlunion, og modtog efter få dage min DLSK2 - faktisk så hurtigt, at de må have afsendt version 2 samme dag som version 1 blev leveret til dem. Imponerende hurtigt arbejde.

Det var ikke uden spænding at jeg startede installationen. Det viste sig hurtigt at den nye version var beskyttet med et program der hedder "CD-COPS" for at forhindre piratkopiering. Fint nok, det havde jeg såmænd heller ikke tanker om at slå mig på.

En kodeindtastning senere, og DLSK2 var færdig installeret.


Det Levende Søkort 2

Det første der slog mig var, at det meget lignede DLSK1, faktisk så meget, at jeg skulle downloade nogle opdateringer som løste fejl der også fandtes i DLSK1 - og hvor fejlrettelses-filen var den samme!

Okay, der er kommet nogle nye temaer, bl.a. Vrag & Dykning, et par punkter mere er dukket op i "Det levende søkort" temaet - altså i hovedmenuen, kortene er opdaterede (nyere version af kort-filerne skulle også lige downloades) og luk-knappen (den med X'et i øverste højre hjørne), er nu gul.


Temaer i DLSK2

Sidst, men ikke mindst, der er kommet en begrænsing i DLSK2 som gør at CD'en skal sættes i hver 8'nde dag for at programmet kan bruges (mere om det senere).

Faktisk er DLSK2 og DLSK1 så ens, at man uden besvær kan flytte kort-filerne fra version 2 til version 1. Version 1 fungerer fint på de nye kortfiler, omend jeg ikke turde bruge den til sejltursplanlægning.

Vil man kun benytte DLSK1 f.eks. i undervisningsøjemed og ønsker man at have de nyeste søkort i der, så er det fint nok, men ellers, nej.

Problemet er jo, at kortfilerne kan have ændret opløsning, eller DLSK's interne koordinatsystem kan være ændret - og så aner man ikke rigtig hvor man ender når man tager en kortposition og forsøger at overføre den til virkeligheden...

Faktisk er der tegn på, at DLSK2 benytter et lidt anderledes koordinatsystem - der har været en fejl (nu rettet) der gjorde at sejlede ruter (gps-slæbespor) blev rykket ca. 200 meter når man overførte dem fra DLSK1 til DLSK2.

Men alt i alt, man får ikke meget nyt i DLSK2. Det man reelt set betaler for, er samme program, opdateret med bedre kopibeskyttelse og med mulighed for fortsat at opdatere samtlige danske søkort.

Opdateringen til DLSK2 er pengene værd, hvis man altså benytter tilbudet til knap 400 kr, men man får ikke nok nyt hvis man skal give den fulde pris på ca. 800 kr.

En af de største ulemper ved DLSK2 er, at man skal have sin CD i hver 8'nde dag. I programmet er der en lille tæller, som for hver kalenderdag tæller ned, og efter 8 dage er tælleren på 0.


CD kontrollen i DLSK2

DLSK kalder så et lille program kaldet cdchkdls.exe som er beskyttet af CD-COPS. Det er et sikkerhedsprogram, der tester det fysiske layout af første og sidste datablok på CD'en og vinklen imellem dem (informationerne er gemt i den kode man skal indtaste).

Forsøger man at brænde en kopi af DLSK2, så vil ens brænderprogram ikke kunne ramme samme vinkel mellem datablokkene - og CD-COPS vil nægte at det er den rigtige CD. Ganske smart.

I diskutionsgrupper og andetsteds på nettet findes der mange - temmelig komplicerede - angivelser af hvordan man skal forsøge at bryde CD-COPS eller lave et "image" af DLSK CD'en og få Windows til at tro at det image er et CD rom drev etc, alt sammen for at undgå at sætte orignal CD'en i hver 8'nde dag.

Men hele 8 dages molevitten kan imidlertid omgåes ret nemt. Det CD-COPS beskyttede program skriver nemlig en kun en enkelt fil på harddisken og det er den fils dato der er tælleren. Filen hedder KMDLS03.DAT og ligger i Windows biblioteket.

i Windows 2000 og XP kan man oprette en programgenvej (højreklik på skrivebordet, vælg "Ny" og "Genvej") og som kommando i den skrive "cmd /c echo > %windir%\KMDLS03.DAT" (uden gåseøjne) før man trykker Næste og angiver et navn for genvejen (F.eks. "Opdater DLSK2") og "Afslut".


Opret genvej (her på engelsk)

Genvejen trækker man så op i folderen Startup i start-menuen og det er det.

I Windows 98, ME og lignede skal man bruge COMMAND fremfor CMD - og jeg er ikke helt sikker på om man kan trække genvejen over i startup, eller om man skal højreklikke på Startmenuen og vælge "Stifinder" for kunne kopiere genvejen - men det skulle være nemt at finde ud af.

Når genvejen først ligger i Startup, så vil KMDLS03.DAT blive genskrevet hvergang man går ind i Windows og dermed er DLSK2's tæller altid på 8 dage. Man skal altså ikke længere have sin orginale CD med.

Man skal naturligvis stadig benytte original cd'en til at installere DLSK2 - og man kan stadig ikke tage en sikkerhedskopi af DLSK2.

Vær i øvrigt venlige ikke at benytte ovenstående fidus til at give kopier af DLSK2 til gud og hvermand. Piratkopiering af DLSK vil på sigt gøre, at vi ikke har nogle danske elektroniske søkort.

Og husk at KMS / Dansk Sejlunion kan registere IP-adresserne på alle der downloader kortopdateringer - dermed kan de se ca. hvor mange DLSK2 der er i brug, og via teleselskaberne man finde personen bag IP-adressen...

Med sejlerhilsen

Troels
D136 Vikja