Tore, klubbens sekretær, købte D394 Rosa i foråret. Her er hans beretning om sommertogtet til Bornholm.

Til Bornholm med Rosa.
Jeg har sejlet til Bornholm nogle gange, og ville i år forsøge at sejle nonstop Lynetten-Gudhjem alene, for at prøve noget nyt. At vejr og vind ikke altid er enig i os sejleres planer, er der sikkert mange der kan skrive under på, så det gik ikke helt som planlagt og på en måde alligevel…

Helle og mig købte Rosa i Helsingborg i foråret 2002 og sejlede hende hjem d. 5. maj. Siden 1997 har jeg haft en Omega 30. Den blev solgt i januar 2002, så jeg var lidt spændt på hvordan en RJ’er klarer Østersøen.

I dagene op til sejladsen blev vejrudsigterne fulgt nøje via nettet; både den danske og den svenske. Vinden i øst var meldingen, hvilket jo giver god varme, men ikke ligefrem en ønskeretning. Mandag d. 5. august lød meldingen så på nordøstlig vind og det kunne vel gå an?

Da der var nogle skøder etc., der skulle udskiftes, kom jeg først af sted om eftermiddagen mandag d. 5. august. Vinden var frisk til hård, solen skinnede og kursen blev sat mod Falsterbokanalen. Det er en strækning på ca. 21 sm.

Der er ikke autopilot ombord på Rosa, men et snoresystem og et par frølår på rorpinden. Det er billigt og virker 30 sekunder ad gangen. Kort efter afsejlingen opstår det første problem: Indhaler linen til rullegenuaen gik løs, så genuaen kunne ikke rebes eller rulles ind.

Rosa har en Genua på 20 kvm, så det var lidt for meget forsejl til vinden, men til Falsterbokanalen kom jeg med en gennemsnitfart af 5 kn. Da jeg er vant til rullegenua er det jo ikke tit jeg kommer på fordækket, som jeg var nødt til nu, hvor genuaen ikke kunne rulles ind, men hvis man slækker lidt ud på storsejlet, ligger den meget pænt og stille, hvor den prøver at gå lidt op i vinden og falde lidt af igen, så det er rimelig udramatisk uden nogen ved rorpinden. Ja, jeg havde selvfølgelig livline på.

Før jeg kunne sejle videre, var jeg jo nødt til at fikse genuaen, da det ikke er muligt at hive den op manuelt alene, som med et forsejl med hægter på staget. Fandt en god plads mellem pæle i norb-bassinet inden broen, og vurderede situationen: Hård vind fra øst – Østersøen osv. Kom altså ikke videre den mandag.

Stod meget tidlig op tirsdag morgen. Fik sat indhaler linen ordentlig fast, men kunne ikke få genuaen op alene, men man møder jo altid nogen, og der var et par fra Jylland, der hjalp med at få genuaen op. Tak for det. De sejlede i en Granada 371. Der er meget plads i den må man sige. Vi fik en enkelt øl og diskuterede den videre sejlads, da de også skulle til Bornholm. Vinden var stadig hård fra øst, så vi blev enige om at se tiden an.

Det er frustrerende at vurdere om man skal sejle eller ej indtil beslutningen er taget, så falder der mere ro over det hele. Sejladsen blev udskudt til næste dag, da jeg ikke havde lyst til at gå ”død” ude i Østersøen, og for øvrigt var slusen i kanalen lukket.

Vi har nu onsdag morgen og klokken 7 kommer både jeg og Jyderne gennem kanalen. Vinden var frisk… ja og i øst.

Bølgerne bliver store derude, men på en måde ganske behagelig, da de er langstrakte og relativ nemme at sejle over. Rosa har ingen spray-hood og skal hellere ikke have det. Det betyder at bølgerne skal tages rigtigt: Luffe op på bølgekammen, når de store kommer og straks falde af ned af bølgen, så går uden for megen vand indenbords. På grund af bølgerne, strøm etc., var det svært at holde en bedre krydsvinkel end 45 grader og så tager det sin tid.

Jeg havde lagt en kurs på plotteren, der sagde 73 sm til Gudhjem, men det kunne jo ikke holde. At sejle på kryds så længe er jo en kamp mellem højde og fart, hvilket ikke gør det mindre anstrengende, men som sagt så skinnede solen da og havet var smukt. Genuaen kunne nu rebes, men det var ikke nogen optimal sejlføring til vinden og det ærgrede mig, at jeg havde glemt at tage fokken med.

Rosa har ikke noget køleskab, men det er en stor fordel, når mans sejler alene, da jeg havde køleboksen stående i cockpittet, fyldt med vand, cola og klapsammen-mader og med et spand til den anden ende havde jeg jo alt indenfor rækkevidde.

Når jeg trængte til et lille hvil ”parkerede” jeg med bakket genua og kunne ligge roligt og SMS’ese lidt med Helle, der ventede på mig på Bornholm.

Efter at have krydset 60 sm startede jeg motoren, for ellers ville jeg da aldrig nå frem. I Rosa ligger der en Volvo Penta MD5A, så nu gik det over 5 kn lige på bølgerne, som den tog pænt. Når den går lige på smider den bare vandet mange meter ud til siderne. Det var kun de allerstørste, som den valgte at gå tværs igennem, men det var dog en relativ tør sejlads.

Solen gik ned. Fik kæmpet mig fra det ene waypoint til det andet. Min plotter har autozoom, så den automatisk viser bådens position og næste waypoint. Sejlet kurs vises som en kompaslineal, så man kan se konsekvenser af ens nuværende kurs. Samtidigt viser den et spor af hvordan der er blevet sejlet.

Jeg vidste, at jeg ikke havde lagt nogle waypoints mellem slutningen af skydefeltet øst for Ystad og toppen af Bornholm, så det var spændende da den skiftede til Bornholms waypoint. 23 sm tilbage plus 8+ ned til Gudhjem og på dette tidspunkt var jeg ved at blive en smule træt og havde ondt i den del af kroppen, man anvender til at sidde på.

Det er sjovt at sejle om natten, og jeg kan godt forstå at søfolk om natten lod fantasien løbe lidt af med sig. Når en lidt skæv bølge kom hvislende som en mørk skygge henover vandet, kunne jeg godt svinge mig op til at det var lidt uhyggeligt alt sammen. Natten var utrolig stjerneklar, og lanternen i toppen pegede ud i himmelrummet, der venligt garnerede sceneriet med et par flotte stjerneskud. Tættere på jorden gjaldt om at holde høje med lanterner fra de store skibe der sejler omkring Bornholm.

Klokken 3 torsdag morgen nåede jeg Gudhjem. Da havde jeg sejlet 20 timer og tilbagelagt 90 sm. Det tilsvarer en distance som fra Lynetten og midtvejs mellem Allinge og Gudhjem, så på en måde kan man sige, at jeg fik sejlet nonstop, singel-handed, autopilot-free Lynetten-Gudhjem.

Den sidste hurdle skulle lige overstås: Indsejlingen til Gudhjem havn. Her kan man ikke stole på plotteren, da kortet faklstisk ikke er korrekt, men efter at have bragt pulsen ned gik jeg langsomt ind, mens jeg holdt de to røde fyr over-et og så var jeg endelig inde. Derefter skulle jeg vandre en halv time for at komme til sommerhuset, hvor Helle og en laksemad ventede på mig. Da jeg lukkede øjnene, så jeg uendelige bølger rulle henimod mig.

Den kære genua gik lidt op i limningen på turen, så det gjaldt om at finde en sejlmager, der kunne levere nogle lappesager, hvilket der var i Tejn. Hyggelig mand. I samme by fandt jeg en fabrik, der monterede redningsflåder og for 40 kroner fik jeg masser af nødraketter.

Den næste uges tid nød Helle og mig Bornholm. Totalt afslapning. Når nu RJ’ere ikke er så store er det faktisk meget rart med et sommerhus, der ligger stille om natten.

Men ferien kunne jo ikke blive ved så lørdag d. 17. august daffede jeg af sted fra Gudhjem havn, men ikke inden et tysk par ville have oplysninger om båden, web adresser osv.

Derefter gik det i meget svag vind til Salenebugten, der ligger lige nord for Gudhjem, hvor Helle stod klar til at vinke og fotografere. Som man kan se på billedet var jeg nok lidt forsigtig med at gå få langt ind i bugten :-)

Turen gik mod Ystad. Vinden var stort set i Øst. Hvilket jeg havde håbet på, men læns i svag vind er en langsom død, så motoren var på halvdelen af turen, når den altså ville starte. Ankom til Ystad ved solnedgang, og fik en enkelt øl og noget at spise oppe i byen, hvor jeg spekulerede lidt over forskellen mellem danskere og svenskere.

Tidlig op om søndagen, hvor solen skinnede og vinden var frisk fra øst og så af sted, godt nok noget forsinket pga. et dødt batteri, men alligevel.

Det blev en alle tiders tur. Først sejlede jeg på en skærende kurs, for at undgå plat læns, og få en rolig sejlads med godt træk i genuaen. Farten var fin og Østersøens bølger gav nogle pragtfulde surfture. Den skærende kurs gav jo en lidt længere distance, så efter et stykke tid gik jeg over til plat læns på følgende måde: Løjgangen helt i læ, storsejlet næsten tot og genuaen i den anden side. I den friske vind fungerede dette perfekt.

Genuaen gav fart og storsejlet gav stabilitet, så Rosa ikke rullede, som jeg hader på læns. Bekymringer vedr. ufrivillig bomning var ikke til stede, da de få bomninger der kom, kunne ordnes med et lille vrik på roret, så storsejlet kom tilbage på den rigtige halse. Denne måde at sejle læns gav fart på 6-8 kn og rekorden blev 9.6 kn, da en stor bølge skubbede på. Først troede jeg, at vandet lugtede brændt pga. af farten :-) , men det var blot lugten fra en færge.

Ved Falsterbokanalen var jeg lidt spændt på om motoren ville starte, da den ikke havde været så villig til det et par gange. Man kan ikke sejle i gennem kanalen for sejl. Men heldigvis startede den næsten med det samme, og efter en halv times ventetid åbnede broen, og jeg kunne gå ud i sundet og få en agten for tværs hjem til Lynetten. Det sker virkelig noget, når farten er over 6 kn. Kystlinien bagved én forsvinder hurtigt, og fornemmelsen af at virkelig komme frem er berusende.

Jeg nåede Lynetten som solen gik ned, og denne gang gad motoren ikke starte, så jeg gik ind for storsejlet, hvilket egentlig gik meget fint, men man skal bevæge sig lidt hurtig, når man er alene ombord og skal have sejlet ned på det rigtige tidspunkt. Oppe i klubben fik jeg en fadøl, der forsvandt som dug for solen. Men det var dejligt at afslutte ferien, med den sidste sejlads, der var perfekt.