Klubben har modtaget en beretning fra Joakim om forsøget med Sjælland Rundt i D101 Maris. Billederne af Maris er ikke fra turen, men fra klubarkivet.

Vi kom ikke rundt...
Sjælland Rundt blev en kort tur for den lille, nymalede, grønne sejlbåd; Maris.

Jeg ankom til Helsingør Nordhavn Kl. 0800 fredag morgen, der var lige en lille vente tid til skibet øvrige besætning ankom, men det gik. Vi fik stoppet Maris med mad til en hel måned og bagage til en tur jorden rundt. Inden vi kunne sejle ud og ligge os klar bag startlinien, måtte vi konstatere at Maris's navigationsanlæg var stået af, det så vi let på da vi jo selvfølgelig havde de gamle papir søkort med.

Først 1040 var vi parate til at vende snuden væk fra kajen og ud mod Øresund, der i dagens anledning gav os en kraftig med strøm (3 knob) i sydlig retning (vi skulle syd-om), og da vores start efter planen skulle gå klokken 1100 havde vi en smule travlt.

Vi fik hevet storsejlet op og sejlede ud ad Helsingør Nordhavn. Startskuddet kom midlertidigt ikke klokken 1100, og først 1119 kunne vi slække ud på storskødet og hamre ned gennem Øresund, med 11-13 m/s fra vest. Fokken tøvede vi lidt med at sætte, da vi kun var fire ombord, og to aldrig havde sejlet i båden før. Så den måtte vente til vi var på højde med Ven, hvor vi så satte en halv genua.

Jeg gik under dæk og tog mig en lille lur, da jeg ikke havde fået ret meget søvn den foregående nat. Lidt senere fik jeg selskab af en til der havde påtaget sig en let søsyge. zzzzZZZZZ

Klokken var ca. 1430, vi havde lige passeret Amager, da jeg bliver vækket af en masse dut, fra et større skibs signalhorn. Jeg kom på dæk og så en coaster komme bagfra, vi, og en del andre, lå i sejlrenden og blokerede for coasteren. En mindre kursændring sikrede at sidste års katastrofe ikke blev gentaget.

Allerede på det tidspunkt var vi ved at tabe kontakten med de forreste i feltet, og satte derfor hele genuaen. Det hjalp lidt på farten, men til gengæld hamrede vi ubarmhjerteligt ind i hver bølge, der gradvist voksede jo længere ud på Køgebugt vi kom, så vores søsyge gast blev altså ikke kureret lige med det samme.

Det næste "drama-punkt" på turen, fandt sted lige før vi nåede Stevens Klint - rorpinden faldt af. Heldigvis for alle, nåede jeg at fange bolt og møtrik, så jeg kunne sætte rorpinden på plads igen. Den måtte vi så spænde med jævne mellemrum.

Hele vejen fra Helsingør havde vinden ligeså stille drejer fra en vestlig retning, til en mere sydlig retning, og da vi i forvejen skulle styre kurs 192 for at ramme indsejlingen til Bøgestrømmen, fik vi lidt problemer med at holde hende højt nok til vinden, bl.a. fordi Maris er udstyret med gamle buede sejl uden gennemgående sejlpinde, så det var stort set umuligt at holde hende tættere end 45-50 grader.

Der var mange der stak længere ud i Faksebugt for at få mere fart på skuden, for til gengæld senere at skulle tage et langt ben ind igen. Vi valgte at blive på kursen, men blev tvunget til at tage et ben alligevel. Det var nu ikke det problem vi tænkte mest over, det var mere hvordan vi skulle klare os gennem indsejlingen til Bøgestrømmen (der er et lille løb, afgrænset af 7 røde og 7 grønne bøjer.

Løbet er ikke mere end 12-13 meter bredt, og det er ikke meget, når man kommer i 8.5 meter båd der kun går 50 grader til vinden.).

Der blev studeret kort og de andre sejlere blev studeret, hvor de kunne sejle kunne vi vel også sejle, og sådan blev vores taktik, vi ville ligge os i bagen på en anden sejlbåd efter vi havde passeret 2 meterlinien, ved den 4. bøje.

Problemet var bare, at vi slet ikke havde en chance for at hænge på en anden båd pga. vores handikap med de gamle sejl. Så det endte med et bump og vi stod solidt på 0,9 meters vand. Vi prøvede alt for at få os fri, men vi gravede os bare længere ind i sandet. Peter var i vandet, og jeg var i vandet og motoren var i vandet - intet hjalp. Vi blev bare skide kolde. Til sidst blev vi trukket fri af en lokal sejler, der havde en sejlbåd med en stor motor.

På den tid havde vi totalt mistet kontakten med feltet (på nær to andre som også sad på grund), men det gjorde ikke så meget, for vi var jo diskvalificeret på grund af motoren og vi ville aldrig havde klaret turen gennem Bøgestrømmen med de sejl og en besætning der ikke kender båden. Så vi tøffede hjemad for motor.

Ved enden af Faksebugt begyndte de at tale om at sejle ind i Rødvighavn for at få noget søvn og varm mad. Men der er temmelig mange fiskenet og man skal komme på en bestemt kurs ellers støder man på grund. så jeg gik under dæk og sov lidt, da jeg svagt kunne ane endnu en fiasko, og jeg gad ærlig talt ikke være med til flere.

Da jeg vågnede igen var vi da heller ikke i havn, der havde været for mange fiskenet og de var bange for at støde på grund igen, så den havn blev droppet. Et par timer efter jeg var stået op, styrede jeg ind gennem havnehullet til Dagørhavn, en sød lille havn, men jeg var nu mere interesseret i at få noget af det mad de havde slæbt med. Vi fik spist og sovet lidt, hvorefter vi stævnede ud igen, selvfølgelig med radioen kørende på fuldt drøn (Danmark - England i 1/8 finalerne måtte høres - endnu en fiasko).

De første par timer gik stille, vi havde en let vind fra syd, så vi lænsede et par knob for fokken. Senere gik vinden i vest og øgede til frisk, vi satte storsejl og tonsede gennem det færgerige vand ud for Amager.

Da vi nåede mit ud i Nivå bugten, blev jeg kaldt på dæk, storsejlet og fokken skulle rebes, jeg sad ellers lige og var i gang med en mariekiks... Pokkers! På med klunset og ud og hive i diverse skøder og fald. Selvom vi tog det største reb, var det ikke nok.

Vinden var tiltaget kraftigt og vi måtte have storsejlet ned, det betød også at jeg skulle ud og rode på ruffet, hvilket jeg ikke bryder mig om i en båd jeg ikke kender. Men ingen kære mor. sejlet kom ned og blev surret fast, fokken blev rebet til 1/6. og farten var kun lige nok til at holde os skak mod strømmen, der selvfølgelig var i mod os.

Nu var vi glade for at vi ikke lå ude i Kattegat, for her lå vi i det mindste i læ af Sjælland. Det endte med at vi måtte sætte motoren igen, og efter en lille fight med den tøffede vi med ufattelig lav fart hjem mod Helsingør, hvor vi ankom klokken 2100.

Hele turen blev elegant rundet af med en kikset havnemanøvre, hvor motoren satte ud, så vi måtte padle ind i vores hul. Utroligt ydmygende! godt jeg ikke blev genkendt... af ret mange.

Men jeg er ikke færdig endnu, for da vi var kommet lidt ned på jorden, og kiggede nærmere på motoren, fandt vi ud af af den var lige ved at falde af. de 4 bolte der holdt pladen motoren sad fast på, var næsten skruet helt af. Det kunne have været kørt hvis vi havde tabt motoren i færgefeltet mellem Helsingør og Helsingborg...